Hvis du er førstegangskøber, så er det en stor mundfuld at købe bolig, og derfor har vi lavet denne lille miniguide, som gerne skulle give dig et overblik over, hvem du skal søge hjælp hos i de forskellige faser af boligjagten – og ikke mindst i boligkøbet.

Søg rådgivning

Mange nuværende boligejere ville ønske, at de havde søgt mere rådgivning, inden de købte bolig. Der kan nemlig være mange faldgruber, og ejendomsmægleren vil altid forsøge at lave en god handel – for sig selv, vel at mærke. Derfor kan det være en god idé at søge hjælp fra forskellige sider i processen:

– Økonomisk rådgivning. Her er banken din vigtigste sparringspartner. Sørg for at få lagt et grundigt budget, så du ikke ender med en bolig, der koster mere, end du reelt har råd til.

– Finansiering. Det er stadig banken, der skal hjælpe dig, men det kan være en idé at indhente tilbud fra flere forskellige banker. Det øger dine muligheder for at få det bedste lån på markedet.

– Byggeteknik. Rådfør dig med en byggesagkyndig, som kan gennemgå boligens stand sammen med dig. Det kan være svært selv at aflæse en tilstandsrapport.

Juridisk rådgivning. Tag en boligadvokat med på holdet helt fra begyndelsen, så du sikrer dig, at du ikke havner i en juridisk klemme.